Forskere fra Harvard har for nylig sat spørgsmålstegn ved den økonomiske gennemførlighed af grøn brint, et brændstof der ofte hyldes som nøglen til at opnå en lav-kulstof fremtid. Ifølge en ny undersøgelse ledet af Harvard professor i miljøvidenskab og ingeniørvidenskab Daniel Schrag og postdoktor Roxana Shafiee, offentliggjort i Joule den 8. oktober 2024, forbliver omkostningerne ved grøn brint—specifikt opbevaring og distribution—forholdsmæssigt høje. Dette udfordrer opfattelsen af, at grøn brint snart vil blive et konkurrencedygtigt alternativ til fossile brændstoffer.
Hvorfor er grøn brint så dyr?
Selvom produktionsomkostningerne for grøn brint forventes at falde, efterhånden som stordriftsfordele forbedres, fremhæver undersøgelsen et kritisk spørgsmål, der ofte overses: de høje omkostninger ved opbevaring og distribution. Brint er et notorisk vanskeligt stof at opbevare og transportere på grund af sin lave densitet og tendens til at lække. Den infrastruktur, der er nødvendig for sikkert at håndtere brint, driver de samlede omkostninger op, hvilket gør det mindre konkurrencedygtigt end andre decarboniseringsløsninger, såsom direkte luftfangst af kuldioxid.
Schrag og Shafiees forskning viser, at på trods af håbene om lavere produktionsomkostninger, vil hele forsyningskæden for grøn brint holde sine omkostninger til kulstofkompensation mellem $500 og $1.250 pr. ton CO₂, afhængigt af sektoren. Dette er betydeligt dyrere end mange andre teknologier til reduktion af kulstofudledning. I visse sektorer, som ammoniakproduktion, hvor brint allerede anvendes, kan grøn brint tilbyde nogle fordele. Men for bredere anvendelser, særligt inden for transport og tung industri, forbliver det økonomisk uforsvarligt.
Kontroverser og kritik
Tilhængere af grøn brint argumenterer for, at efterhånden som teknologien udvikler sig, kunne opbevaringsinnovationer reducere omkostningerne. Men Schrag og Shafiee advarer om, at opbevaring og distribution af brint allerede er veludviklede teknologier med lidt plads til de slags effektivitetsforbedringer, der ses i vedvarende energiteknologier som sol og vind. Papiret antyder, at den potentielle rolle for grøn brint i decarbonisering er blevet overvurderet, en holdning der muligvis vil møde modstand fra industrier og regeringer, der er stærkt investeret i brint.
Derudover argumenterer nogle for, at innovation og investering i brintinfrastruktur kunne frigøre omkostningsbesparelser, som vi har set med de hurtige fremskridt inden for vedvarende energi. Men Harvard-teamet understreger behovet for bredere strategier, der ikke udelukkende afhænger af brint for at decarbonisere sektorer som tung industri og transport.
Positivt aspekt og fremtidsudsigter
På trods af disse omkostningsudfordringer holder grøn brint stadig en lovende position, særligt for sektorer, der er vanskelige at decarbonisere gennem elektrificering, såsom tung transport og stålproduktion. Dens evne til at opbevare overskydende vedvarende energi, potentiel fungere som backup i perioder med lav vedvarende produktion, gør den til en værdifuld aktør i fremtidens energilandskab.
Innovationer inden for brintopbevaring og distributions-teknologier kunne reducere omkostningerne over tid, men indtil det sker, er grøn brints storskala levedygtighed i tvivl. Forfatterne af undersøgelsen anbefaler fortsat investering i en række forskellige vedvarende teknologier frem for at fokusere udelukkende på grøn brint.
Forslag til links til videre udforskning:
- Grøn Brint og Dens Rolle i Decarbonisering
- Harvards Fuld Undersøgelse om Omkostninger ved Grøn Brint
- Hvordan Grøn Brint Sammenlignes med Andre Teknologier til Reduktion af Kuldioxid
Afslutningsvis, mens grøn brint er et spændende perspektiv i kampen mod klimaændringer, betyder dens nuværende økonomiske barrierer, at den måske ikke er den universelle løsning, mange har håbet på. Diversificering af investeringerne i en række teknologier vil være nøglen til at bygge en bæredygtig, lavkulstof fremtid.